mandag den 12. maj 2008

Smagt - Zind Humbrecht, Clos Häuserer Riesling 2003


Vin: Riesling Clos Häuserer 2003
Producent: Zind Humbrecht
Land/område: Frankrig - Alsace
Alkohol: 13% - Vol.: 750 ml.
Pris: kr. 299,00 og i skrevne stund på tilbud hos importøren til kr. 199,00
Smagt maj 2008


Link til importør: Erik Sørensen

Når det kommer til Riesling, findes der efter min mening 2 af slagsen: de lette elegante og de flotte fyldige. Men Clos Häuserer fra Zind Humbrecht har hermed tilføjet endne en kategori: de elegante fyldige med sødme og power. Efter min mening er det flagskibet fra familien Humbrecht, der har huseret som vinproducent i Alsace siden 1658.

Det er ikke en normal Riesling. Den er fra en anden planet. Men ok... når man studerer den efter i sømmene, så finder man også noget af forklaringen. Druerne er meget tæt på at være late harvest: Sent høstede. Dette giver naturligvis svaret på sødmen. Der er dog ikke tale om ædel råd af nogen art, så vidt jeg er bekendt. Men skulle andre vide andet, så sig endelig til.

Balancen mellem denne 'semi-late-harvest' og en anden top Alsace Riesling er dog fantastisk flot. Jeg nød den seneste flaske her i Pinsen sammen med det sommerlige vejr. Og til fulde blev min begejstring vagt til live igen. Den næste skal prøves sammen med chili-grillede tiger rejer. Den voldsomme power fra kernefrugten blandet med sødmen fra Zind Humbrecht burde stå rigtig godt til hinanden.

Farve (max. 5 point) 5
Bouquet (max. 5 point) 4
Smag (max. 20 point) 19
Eftersmag (max. 10 point) 8
Samlet indtryk (max. 10 point) 9
Point ialt (max. 50) 45 point

tirsdag den 22. april 2008

Smagt - Roger Sabon, Lirac 2005

Hvor var det dog dejligt endelig, at smage en vin, der lever op til sin pris!

Ikke mindst en fransk vin!

Jeg har ved lejlighed smagt "Olivets" fra denne Top CDP producent. Dét var total nedtur taget prisen i betragtning. I denne omgang ville jeg gerne gå et niveau ned i prisleje. Hvis "Olivets" var skidt, så turde jeg næsten ikke håbe på et godt resultat for Sabons "Lirac". Men jeg blev utrolig positiv overrasket!!


Til kr. 129,00 hos Dalgaard i Hørsholm (som ellers har været dyr) var dette en velkommen gæst til årets første 'hjemme-grillede-kylling': En helt simpel middag med spændt forventning til årets første 'udendørs' kylling.

Duft af svedent læder og en anelse røg + lidt friske mørke frugter og lidt østenvind, holdt 80% hjem. En klar anbefaling til dem, der ønsker lidt kraftig vin til sommeren. En heftig vin uden de oversøiske hints, men stadig med sol og varme.

lørdag den 12. januar 2008

Smagt - Brunello 1996 og 1997


Vin: Brunello di Montalcino 1996 og 1997
Producent: Vitanza
Land/område: Italien - Toscana
Alkohol: 13,5% - Vol.: 750 ml.
Pris: kr. 245,00 (1996) og kr. 399,00 (1997)
Smagt julen 2007




Julen 2007 vil jeg sent glemme. Først og fremmest har jeg sammen med frue og barn nydt familie og venner til det helt store cru stempel. Men vi har heller ikke sparet på de gode dråber.

Som nu de 2 afbillede flasker Brunello fra Vitanza. En 1996 og 1997. En super oplevelse at sætte disse 2 årgange op ved siden af hinanden! Der var ingen tvivl om, hvilken der skulle nydes først:

1996 var blid som et nyfødt julelam. Glem alt om tanniner, de var rejst på ferie. Tilbage stor envin med en yderst behagelig oplevelse. Oven på al den fede julemad og de dertil hørende kraftige vine (Amarone for vores vedkommende) var det en ren fornøjelse, at slappe af med en aldrende ven i glasset, der vidnde om masser af anstændighed. Flot vin.

Men så kom 1997:

Samme producent, samme vin, men fra konge årgangen 1997! Hvis jeg har sat 2 Blind Tasting glas op for dig med hver sin årgang i, så vil jeg æde min korkprop på, at du aldrig havde gætte det. 1997 er en super årgang. Og dét kunne denne så absolut også forklare os. Hvor 1996 var udviklet og sang på sit bdste vers, så bød 1997 på meget mere. Stadig tanniner, men elskværdige. En fantastisk dybde i både duft og smag. Og den blev hængende laaang tid. Og det gjorde vi også... til laaangt op på natten.


1996
Farve (max. 5 point) 4
Bouquet (max. 5 point) 4
Smag (max. 20 point) 17
Eftersmag (max. 10 point) 7
Samlet indtryk (max. 10 point) 7
Point ialt (max. 50) 39 point


1997
Farve (max. 5 point) 4
Bouquet (max. 5 point) 4
Smag (max. 20 point) 19
Eftersmag (max. 10 point) 9
Samlet indtryk (max. 10 point) 9
Point ialt (max. 50) 45 point

fredag den 21. december 2007

Blind tasting glas


Har du nogensinde prøvet at lukke øjnene og smagt på en vin? Altså smagt uden at du vidste, hvad der var i glasset? Jeg mener, uden at smugkigge lidt på flasken eller at have set på vinen farve?

Jeg har kastet mig ud i et spændende forsøg, når jeg skal smage nye vine, som der skal tages stilling til. Jeg får en anden til at skænke vinene op i hver sit sorte glas (se foto). er er ingen mulighed for at se vinen i disse glas. Og den fornemmelse af ikke at kunne se vinen gør oplevelse lidt mere interessant. Alle de normale 'første indtryk' er skaffet af vejen. Nu gælder det udelukkende sanserne, duft og smag. Selvfølgelig vil jeg også gerne se farven, men denne må vente med at blive afsløret til sidst.

'Det føles lidt som at smage vand med en kaffekop' - sagde en af mine venner. 'Man forventer helt klart, at vandet smager som i klart glas, men det gør det ikke'.

Prøv selv. Eller anskaf dig nogle sorte glas. Så kan du jo selv teste dine virkelige evner med vinen.

Link til køb af glas

torsdag den 20. december 2007

Smagt - Gibson Wilfreda 2004


Vin: Wilfreda SMG Blend 2004
Producent: Gibson
Land/område: Australien - Barossa Valley
Alkohol: 15% - Vol.: 750 ml.
Pris: kr. 189,00

Smagt sommeren 2007
Link til forhandler: WineWaiter

Jeg bliver mere begejstret for Gibsons vine. Den første jeg smagte fra dem var deres Shiraz, hvilket er en sand nydelse. Nu var det så Wilfreda's tur til at komme i glasset. Det er en blend lavet på 50% Shiraz, 38% Mourvedre og 12% Grenache. Deraf kommer SMG betegnelsen, hvis du ikke allerede havde gennemskuet dét.
På trods af den alvorlige alkoholprocent, så virker vinen absolut ikke tung. Den er utrolig frisk og behagelig i sin fylde. Og man skal passe på, for ntop derfor er den en smule lumsk. De 15% er der altså stadig :-) Og smagen den bliver ved... og ved... og ved...
Nu er Gibson ikke bare en Gibson. Rob Gibson har været i branchen i mange år, men det er først for nylig, at han har sat sin egen produktion i gang. Før i tiden arbejdede han for store huse som Penfolds og Peter Lehman - i mere end 20 år! Men nu gælder det hans egen vin. Og jeg er som sagt ikke blevet skuffet endnu - regner heller ikke med at blive det.
Hvis du er til de powerfulde australske vine, men godt vil forsøge med lidt mindre tyngde, så kan jeg kun anbefale, at du prøver denne. Det er en af de få kraftige vine, der ikke skræmmer kvinderne væk (undskyld til alle de kvinder, der godt kan lide tunge vine).

Farve (max. 5 point) 5
Bouquet (max. 5 point) 4
Smag (max. 20 point) 18
Eftersmag (max. 10 point) 8
Samlet indtryk (max. 10 point) 8
Point ialt (max. 50) 43 point

Tasaki

Shinya Tasaki. Hvad er det? Det er navnet på Japans bedste vinsmager. Ja faktisk er det navnet på en af verdens bedste sommelier. Han fik første prisen ved World's Greatest Sommelier Concours i 1995. Sådan!

Han er i besiddelse af den stædighed og flid, der kendetegner japanerne. I mange år rejste han verden rundt for at smage vine med det en formål, at blive verdens bedste af sin slags. Og i 1995 skulle det alså lykkes for ham.


Men Shinya Tasaki er også navnet på min egen julegave for i år. Tasaki har nemlig lagt navn til denne super elegante proptrækker, der kan erhverves for den nette sum af kr. 2.195,00. Det er det prestigefulde Château Laguiole, der har designet proptrækkeren.


Lidt sindsygt? Ja måske. Men når man nu sætter så stor pris på de gode dråber, så kan man vel også tillade sig at købe lidt 'tilbehør' af fornemmeste skuffe. :-)


onsdag den 12. december 2007

Smagt - Amon-Ra 2005


Vin: Amon-Ra 2005
Producent: Ben Glaetzer
Land/område: Australien - Barossa Valley
Alkohol: 14,5% - Vol.: 750 ml.
Pris: mellem 400-700 kroner (der er åbenbart lidt priskrig)

Smagt sommeren 2007

Det var med meget store forventninger, at jeg åbnede denne flaske. Det er ikke hver dag, at man holder en vin i hænderne, som Robert Parker har tildelt 98 point.
En 100% shiraz bombe fra Barossa, skabt af wonderboy Ben Glaetzer (alt bliver åbernbart til, når han rør ved noget).
Det bedste glas til lejligheden var pudset af. Og jeg sørgede selvfølge for, at mine smagsløg var rengjort efter alle kunstens regler.
Jeg nød den i fulde drag. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Den var utrolig intens og fyldt med alle de gode forventninger, man kan have til en top shiraz. Mørk, ja nærmest sort, stod vinen der i glasset. En bombe en kraftige indtryk. Blid, ingen ubehagelige overraskelser i form af tanniner eller bitter smag. Det var en super fornøjelse.
Men så var det heller ikke mere. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, uden at det kan lyde fornærmende over for vinen. Men de 98 point og mange hundrede kroner taget i betragtning - og ikke mindst den hype, der har herset omkring denne vin - så er det ikke en vin, jeg sidde om mindes om 25 år. Eller måske netop derfor vil jeg.
Det er klart, at alle der kan lide et godt glas, bør unde sig selv denne oplevelse. Det er en super god vin! En af de sjældne af sin slags. Men mine forventninger ødelagde nok en smule af det samlede indtryk. Der er kun en ting at gøre ved det... at smage den næste Amon-Ra 2005 om nogle år og prøve at glemme den imellemtiden.
Men som du kan se på mine karakterer, så mener jeg det ikke så skidt endda :-)

Farve (max. 5 point) 5
Bouquet (max. 5 point) 4

Smag (max. 20 point) 19
Eftersmag (max. 10 point) 9
Samlet indtryk (max. 10 point) 9
Point ialt (max. 50) 46 point

Damn... jeg blev tørstig efter...

... at skrive lidt igen.

Men nu er der jo også kun gået knapt 1½ år siden sidst :-)

Der er helt klart blevet sendt nogle gode ( men tomme ) flasker af sted til det lokale forbrændingsanlæg siden sidst. Og jeg skal da forsøge, at kommentere nogle af de bedre indtryk. Blandt dem vil der være følgende vine at finde:

Amon-Ra 2005
Dead Arm 1998 (igen ja)
Gaja 2003
Quintarelli 1998
Torbreck diverse

... og flere.

Jeg skal nok skynde mig med det første indtryk.

lørdag den 16. september 2006

Smagt - d'Arenberg, The Dead Arm Shiraz 1998


Vin: The Dead Arm Shiraz 1998
Producent: d'Arenberg
Land/område: Australien - McLaren Vale
Alkohol: 14,5% - Vol.: 750 ml.
Pris: kr. 359,00

Smagt august 2006
Link til dansk forhandler: WineWaiter

Noter: Jeg kan smage den endnu.... Vel nok én af de mest power-fulde vine man kan forestille sig!! Kapow på alle sanser! Er man til kraftige vine, så kan jeg kun anbefale denne kultvin. Men den må gerne have lidt år på bagen, hvis den ikke skal rive hovedet af dig. Det er én af de vine, man skal være hurtig til at bestille hjem til hylden. The Dead Arm er meget eftertragtet og har man smagt den, ved man hvorfor.

Vinens navn er ikke en hentydning til en dårlig dag for tennisspilleren Roger Federer, men navnet på en sygdom, som shiraz planten kan få. En bakterie, der påfører vinstokken en særlig form for svamp gør, at den ene af de 2 grene simpelthen visner og dør. Hvor de fleste vinbønder vil plante nye stokke eller skære disse ramt ned, så lader Chester (vinmageren bag The Dead Arm) den friske gren vokse videre. Denne får nu al næring og giver derfor nogle helt fantastiske druer med masser af kraft og saft.

Jeg mødte Chester Osborn's søster i London på en vinmesse, hvor jeg blandt andet spurgte, hvordan han kunne finde på så mange underlige navne til vinene, som de har for vane at gøre hos d'Arenberg. Svaret var: "Når Chester har hygget sig med lidt vin og klokken er blevet 2 om natten, hvad skal han så ellers finde på at lave...:-) ." Og ja, det er vel dén tid på døgnet, hvor der kan opstå sjove ting i hovedet på en.

Farve (max. 5 point) 5
Bouquet (max. 5 point) 5
Smag (max. 20 point) 19
Eftersmag (max. 10 point) 10
Samlet indtryk (max. 10 point) 9
Point ialt (max. 50) 48 point